Danskere i udlandet savner regn og mørke
Når man er bosat i udlandet, og julen nærmer sig, er regn, sjap, flæsk og dårlige tv-serier dét, som man savner allermest. IHI, International Health Insurance danmark a/s, har netop fået lavet en undersøgelse blandt 1400 personer bosiddende i udlandet. Trods savnet af regnvejr og mørke er livet som udstationeret dog lykkeligt. Specielt hvis man bor i Thailand eller Spanien.
25. november 2006 - Forfatter: Thomas Flygare
At man kan savne gråvejr og koldere temperaturer kan være svært at forstå, når man trasker afsted en regnvåd decemberdag i Danmark, men det er ikke desto mindre tilfældet.
Koldere vejr og fire årstider savnes af 18 procent af de udsendte. Vennerne og familien savnes af 67 procent. Mad og drikke scorer også højt på savneskalaen med hele 44 procent. Her er bacon, pølser og et godt glas øl højt på hitlisten over fødevarer, der giver årsag til hjemve. Det viser en undersøgelse, som IHI der sælger rejseforsikring og sundhedsforsikring netop har foretaget blandt 1400 af sine internationale kunder, deriblandt danskere.
Klima og livsstil vigtigere end løn
De vigtigste faktorer for et vellykket udlandsophold er dog hverken bacon eller bajere. Det vigtigste er helt klart landets livsstil og klima. På tredjepladsen kommer landets muligheder for fritidsaktiviteter, alt imens befolkningen og naturens ynde er på 4. og 5. pladsen. Først på sjettepladsen finder man lønchecken, som altså langt fra er det vigtigste ved en udstationering. Det kan virke ligeså overraskende som, at madkulturens betydning for tilfredsheden er helt nede på 7. pladsen.
Store chancer for et lykkeligt liv
Trods afsavn er der store chancer for et lykkeligt liv i udlandet. Tallene viser, at hele 70 procent af tilflytterne i Spanien bedyrer, at livet er langt bedre, end det de er flyttet fra. Det samme gælder bosatte i Australien og Thailand, hvor henholdsvis 89 og 87 procent af de adspurgte mener at have større livskvalitet. I Storbritannien, er det til gengæld kun 12 procent af tilflytterne, der mener, at livet er markant bedre, end det de forlod.
Ude godt – men hjemme er nu noget særligt
Og faktisk er 64 procent af de adspurgte så tilfredse med at have rykket teltpælene op fra fødelandet, at end ikke afsavnet af venner og familie får dem til at overveje at opgive deres eksotiske hverdag. 53 procent betragter beslutningen om at flytte ud som den bedste beslutning, de nogensinde har taget. Alligevel er fødelandet for over halvdelen af de adspurgte det land, hvortil de føler størst tilknytning, så selvom ’ude’ er godt, er julen hjemme altså stadig noget helt særligt.
Læs hele rapporten om udlandsdanskerne.
Tilbage