• Bookmark and Share

Globalt assistance-center åbner i København

Lørdag den 1. september kl. 12 åbner telefonerne for opkald fra tusinde af rejse- og sundhedsforsikrede fra hele verden til det internationale assistancecenter i International Health Insurance danmark a/s (IHI), der er beliggende i det indre København.

31. august 2007 - Forfatter: Thomas Flygare

Med ét slag går vejen til hjælp ved ulykke eller sygdom via Palægade i København for alle privatkunder i et af verdens største forsikringsselskaber, British United Provident Association (BUPA). IHI overtager per 1. september alle BUPA’s
privatkunder.

Stemningen i assistance-centret er koncentreret, og internationale nyhedskanaler kører konstant som baggrund for de rolige stemmer, der på mere end 20 forskellige sprog rådgiver forsikrede fra hele verden. Når der er store krisesituationer ude i verden, skal assistance-centret nemlig stå klar til at håndtere ekstra travlhed.

At IHI nu overtager al håndtering af assistance-opkald og rådgivning for BUPA’s privatkunder betyder, at IHI skal kunne håndtere alt fra en latinamerikaner, der er blevet kørt ned i USA til en inder, der skal have tjekket en knude i brystet, mens hun er udstationeret i Kuwait. En udfordring der stiller store krav til både lægefaglige, sproglige og kulturelle kompetencer.

Lægefaglige eksperter i verdensklasse
Det er en meget omfattende international opgave, som nu skal styres fra København, men det får ikke adm. dir. John Stubbington til at ryste på hånden:

”IHI har mange års erfaring med global assistance, så der er gode grunde til, at BUPA har valgt at lægge opgaven her. IHI hører simpelthen til i verdenseliten, når det gælder om at assistere syge eller sårede mennesker rundt omkring i verden. Alle medarbejdere er højtuddannede, og vores teams er sammensat, så de sprogligt og kulturelt
dækker hele verden. Lægestaben består af erfarne eksperter inden for mange relevante områder som f.eks.tropesygdomme eller telemedicin.”

I 2005 blev de 450 medarbejdere i IHI en del af BUPA, der globalt har 40.000 ansatte. John Stubbington fra BUPA blev sat til at lede opbygningen af det nye fællesskab i Danmark, hvor 20 nationaliteter er repræsenteret. Han vurderer, at Danmarks og Skandinaviens gode ry for ekspertise på sundhedsområdet vil være med til give tillid hos de nye kunder. I assistance-centret ser de frem til den nye udfordring:

”Vi har kapaciteten til at hjælpe alle, der ringer, selv om vi bestemt ikke håber, at nogen skulle få ødelagt deres rejse af akutte problemer. Men hvis det sker, så er vi klar”, fortæller John Stubbington.

Ud over den akutte hjælp til forsikringskunder hos IHI og BUPA varetager assistance-centret også den daglige rådgivning om rejseforsikring, der drejer sig om dækning, betingelser og spørgsmål af lægefaglig karakter.


Tilbage

 

    Howto
    Læs mere om hvordan du bruger din sundhedsforsikring.
    Hvorfor vælge ihi Bupa?

    Ti gode grunde til at tegne en sundhedsforsikring hos ihi Bupa.