Hurtig diagnosticering - færre alvorligt syge
Sundhedsforsikringerne er med til at fremskynde diagnosticering og behandling
11. april 2008 - Forfatter: Stig Trolle Gronemann
Sundhedsforsikringerne er med til at fremskynde diagnosticering og behandling - og i sidste ende redde menneskeliv, mener cheflæge i IHI Torben Stæhr Johansen. Debatten om sundhedsforsikringer er blusset op. Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, mener ligesom Socialdemokraterne, at fradragsretten på private sundhedsforsikringer bør fjernes og kalder sundhedsforsikringerne for falsk tryghed og unødvendige.
IHI: Sundhedsforsikringerne er nødvendige
Men danske IHI (International Health Insurance danmark) mener, at kritikken rammer ved siden af målet. Sundhedsforsikringer gør en stor positiv forskel for den forsikrede og for samfundet. ”På trods af ventetidsgarantien i Danmark, er ventetiden på fx en undersøgelse i forbindelse med en trommehindeoperation i Region hovedstaden stadig på mere end en måned. Og når man som trommehindepatient endelig får adgang til et privat behandlingssted, er man stadig begrænset til de sygehuse, som regionen har lavet en aftale med – i det her tilfælde er det kun 21 private hospitaler og kliniker i Danmark, selv om der findes næsten 200 privat hospitaler, og mange tilbyder trommehindeoperationer. Som indehaver af en sundhedsforsikring fra IHI har man et 100 % frit sygehusvalg, og man kommer typisk i behandling inden 10 dage. Døgnet rundt er vores professionelle hold af læger med til at rådgive patienter”, fortæller salgsdirektør i IHI, Dan Landt.
Diagnosticering er altafgørende
Lange ventelister på de offentlige danske sygehuse betyder, at sygehusene ofte kommer sent i gang med behandlingen af patienterne. Og når sygehusene kommer for sent i gang med behandlingen, bliver behandlingen vanskeligere og resultaterne dårligere. ”Det ville være fantastisk, hvis det offentlige havde kapacitet til at behandle alle hurtigt, men det er desværre ikke altid tilfældet. Her kan de private sundhedsforsikringer gå ind og hjælpe til, at folk hurtigere bliver diagnosticeret og behandlet – og dermed hurtigere raske. Specielt i forbindelse med hurtig diagnosticering kan sundhedsforsikringerne virkelig hjælpe, hvorefter patienterne kan fortsætte behandlingen i det offentlige system,” fortæller cheflæge i IHI Torben Stæhr Johansen.
Sygeforsikringerne kan redde menneskeliv
”Vi har i Danmark en grundholdning om, at alle skal have mulighed for at blive behandlet, hvis de bliver syge. Den grundholdning skal vi holde fast i. Problemet er, at det offentlige sygehusvæsen er hæmmet af strikse arbejdstidsregler og bureaukrati, som gør, at sygehusenes kapacitet ikke kan udnyttes fuldt ud, selv om personalet oftest gerne vil øge kapaciteten. Derfor er der opstået ventelister, som kun kan omgås, hvis man har en privat sundhedsforsikring. Sundhedsforsikringerne er således med til at fremskynde diagnosticering og behandling og i sidste ende redde menneskeliv. Derfor er sundhedsforsikringerne i øjeblikket nødvendige,” siger Torben Stæhr Johansen.
Kontakt: Thomas Flygare, External Communications Manager
Direct: +45 33 42 83 97 | E-mail: tf@ihi.com
Fakta om IHI – International Health Insurance danmark a/s
I mere end 30 år har IHI forsikret danskere og andre nationaliteter i deres hjemland, på rejse og under ophold i hele verden. IHI yder service til mere end 355.000 kunder såvel privatpersoner som virksomheder – i mere end 190 lande. IHI har en solid erfaring med hospitaler og behandlingsmuligheder både i Danmark og i udlandet. I 2005 blev IHI en del af British United Provident Association (BUPA). BUPA er en global sundheds- og plejeorganisation med 40.000 medarbejdere. Med IHI som en del af BUPA-gruppen har 8 millioner kunder adgang til organisationens services inden for privat sundhedsforsikring. I IHI Danmark er der ca. 450 ansatte fra 20 lande. Alle er klar til at betjene kunderne fra hele verden. Døgnet rundt. Se mere på www.ihi.dk.
Tilbage