Hvad er stress?
Stress er en naturlig reaktion på de belastninger, krav og udfordringer, som vi stilles over for i dagligdagen. Både positive og negative situationer udløser stress.
Ubalance udløser stress. Stress kan opstå i situationer, hvor du har for meget eller for lidt at lave, hvis du får for meget eller for lidt information til at udføre dit arbejde, hvis du oplever for mange eller for få forandringer, eller hvis der bliver stillet for høje eller for lave krav til dig. Hvad, der er for meget eller for lidt, er individuelt og varierer fra person til person.
For det meste er stress en naturlig og sund reaktion på en unormal situation. Et moderat niveau af stress kan være positivt og give styrke til at overkomme svære situationer. Ofte bliver stress først negativ, når du føler, at du ikke har indflydelse på situationen.
En farlig situation er, hvor der stilles store krav til dig, du har lav indflydelse på situationen, og du mangler opbakning og støtte. En sådan situation udløser ofte et højt stressniveau. Situationen forbedres ved, at du får mere indflydelse. Støtte og opbakning er også faktorer, der kan afhjælpe og beskytte mod stress.
Kroppens reaktion på stress
- Musklerne spændes
- Blodtrykket stiger
- Vejrtrækning bliver hurtigere
- Der frigøres blodsukker og adrenalin
- Du sveder
- Immunforsvaret svækkes
- Fordøjelsen nedsættes
- Du bliver vred, nervøs eller bange
- Du føler dig udmattet
Langvarig stress kan medføre forskellige, alvorlige sygdomme, så som:
- hjerte- og karsygdomme: højt blodtryk, blodprop i hjertet, slagtilfælde
- lungesygdomme – astma
- mave-tarmsygdomme: mavesår, irritabel tyktarm
- psykiske sygdomme: depression, nervøsitet, udbrændthed