• Bookmark and Share

Uheld på skiferien kan koste en formue

Den 1. januar 2008 blev reglerne for det gule sygesikringsbevis ændret, så det ikke længere omfatter hjemtransport, hvis uheldet er ude på rejsen. Lige siden har rejseforsikringen derfor været en uundværlig rejsemakker på ferien, og det kan Anne Grethe Ølgaard om nogen skrive under på. Da hun sidste vinter var på skiferie i Saalbach, slog hun sig alvorligt allerede den første dag, men heldigvis havde hun en rejseforsikring, der dækkede alle udgifter.

03. december 2009 - Forfatter: Stig Trolle Gronemann

Knæskader, knoglebrud og hjernerystelser. Tusindvis af danskere kommer skadet hjem fra skiferien, og selv om mange skader kan undgås ved at forberede sig på skiferien, kan man aldrig helgardere sig mod uheld i den våde og til tider glatte sne. Anne Grethe Ølgaard er garvet skiløber og har stået på ski i over 25 år. Alligevel var hun sidste år uheldig den allerførste dag på løjpen:

”Lige pludselig var der is overalt, og jeg faldt så uheldigt, at jeg måtte transporteres ned ad pisten, hvor der ventede en ambulance, som kørte mig til den lokale læge. Jeg havde ødelagt både min menisk og mit korsbånd, så efterfølgende var det bare med at holde benet i ro, og så er der jo ikke meget ved at være på skiferie,” fortæller Anne Grethe. Hun kontaktede derfor sit forsikringsselskab, ihi Bupa, som vurderede, at den optimale operation skulle foregå i Danmark. ihi Bupa sendte derfor en medarbejder til Østrig for at hente Anne Grethe og følge med hende tilbage til Vejle Sygehus.

”Jeg er utrolig glad for, at jeg havde min rejseforsikring hos ihi Bupa, for ellers havde jeg virkelig været på den, og så var ferien blevet en dyr fornøjelse. Derfor kan jeg kun opfordre alle andre til at have styr på rejseforsikringen, inden årets skiferie,” siger Anne Grethe.

En skade kan udvikle sig til en katastrofe

Steffen Lyduch er læge med speciale i bl.a. Cold Weather Medicine og tilknyttet ihi Bupas Medical team. Han kan også kun opfordre alle skirejsende til at huske forsikringen inden afrejse:

”Hjemtransport efter sygdom eller skade er ikke længere dækket under den offentlige sygesikring. Så selvom man kan reducere risikoen for skader ved at forberede sig på skiferien, skal man altid have en rejseforsikring, hvor hjemtransport er med. Man ved aldrig, hvornår uheldet er ude – og skiferie er den type ferie, hvor flest kommer til skade. En skade kan udvikle sig til en økonomisk katastrofe, hvis man ikke er forsikret. Det kan nemlig betyde, at man for egne penge skal ombooke billetter eller i værste fald transporteres hjem med ambulancefly – og det er noget, de færreste har råd til. Et ambulancefly kan hurtigt koste 500.000 kr.”

High-res. fotos kan downloades på:
http://download.rostrapr.com/?path=download/IHI_skirejse/

Ekspertens gode råd til skirejsen

Steffen Lyduch har mange nyttige tips til alle skientusiaster:

 Inden du tager af sted

  • Vær i god form. Søger du på ”skiøvelser” på internettet, kommer der et væld, du kan træne før ferien.
  • Anskaf beklædning efter 3-lags princippet: inderst et svedtransporterende lag, midterst et isolerende lag, der afpasses efter, hvor meget der svedes, og yderst et vind- og vandafvisende lag. Husk også hovedbeklædning og briller. Det giver velvære og mindre risiko for forfrysning mm.

Når du kommer til skisportsstedet

  • Vælg ski, der passer til dit funktionsniveau. De fleste er kun på skiferie én gang om året – og selvom du synes, at du er god, så giver det en begrænset erfaring.
  • Hav en privatlærer tidligt i forløbet til at pudse din form af – også selvom du synes, at du er øvet. Det giver øget lyst og sikkerhed.
  • Start langsomt – vælg pister efter evne og ikke efter lyst. Tag udgangspunkt i det svageste led i kæden, hvis I er flere sammen.
  • Hold dig til de afmærkede pister.
  • Hav en buddyordning – at I holder øje med hinanden parvis.
  • Hav respekt for vejrforholdene, de kan skifte hurtigt. Spørg evt. de lokale dér, hvor du bor.
  • Drik rigeligt med vand, og indtag kalorier i løbet af dagen. Du kan let miste kropsvæske i kulde og dermed dehydrere, og du bruger megen energi, når du står på ski.
  • Medbring evt. dagsration af nødvendig medicin.
  • Medbring en opladet mobiltelefon til evt. nødbrug, og husk at udveksle numre med hinanden.
  • Planlæg og stop dagen i tide – dvs. når du begynder at blive træt. Træthed og dehydrering giver nedsat dømmekraft og større risiko for skader og ulykker.
  • Aftal tider for afslutning af dagen – alternativt tider, hvor man kan kontaktes telefonisk.
  • Bland aldrig alkohol og vintersport – det kan være livstruende. Alkohol (i større mængde) bør først indtages, når dagen er afsluttet.

For yderligere information kontakt:

Stig Trolle Gronemann, Marketing Manager
Telefon: 7020 7048| E-mail: stig@ihibupa.com 


Tilbage